Formand for Det Faglige Hus, Johnny Nim, har været indblandet i et lyssky dobbeltspil. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge kurator i konkursboet efter krakket i håndboldklubben AG København, hvor Det Faglige Hus var millionsponsor, har klubejer Jesper 'Kasi' Nielsen købt lejligheder i Tyrkiet af Johnny Nim.
I skrivelsen fra kuratoren Nete Weber fra advokatselskabet Bang + Regnarsen står der, at handlen lød på 5.035.000 kroner.
Flere eksperter med forstand på virksomhedsøkonomi mener, at handlerne kan være problematiske, hvis lejlighederne har skiftet hænder til en aftalt overpris mellem to forretningsforbindelser.
- Enhver kan jo se, at det kan være betændt i kanten. Det er noget, som jeg oplagt ville kigge på som kurator, siger professor i virksomhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, John Christensen, til Ekstra Bladet.
Han bakkes op af Bent Greve, der er professor i virksomhedsøkonomi på Roskilde Universitetscenter:
- Der skal være klar sikkerhed for, at den pris, der er fastlagt, er, hvad en uafhængig part ville betale for den pågældende lejlighed.
Greve forklarer videre, at Skat forlanger, at man handler efter armslængdeprincippet, hvor sammenfaldne interesser ikke bliver mikset.
Hovedpersonen selv afviser alle påstande.
- Der er ingen sammenhæng, og det har vi også forklaret kurator. Det kan man også dokumentere via kontrakterne, siger Johnny Nim, der ellers kun vil forklarer sig til retten.
Det Faglige Hus havde et hovedsponsorat i AG København til en anslået værdi på op mod syv millioner kroner.