Efter flere måneders tilløb er en aftale om en reform af folkeskolen lige på trapperne.
Det siger forhandlerne fra både regeringen og Venstre, der fredag formiddag holder et kort møde, før parterne har indkaldt til pressemøde i Ministeriet for Børn og Undervisning.
- Vi er tæt på en aftale. Vi er fem partier, som er enige, og så mangler vi bare at få svar på, om De Konservative er med, siger De Radikales undervisningsordfører Lotte Rod.
De Konservatives formand, Lars Barfoed, fastslog fredag, at han ikke har fået en invitation af ministeren, men det argument køber Lotte Rod ikke.
- Alle, der så tv i går, kan ikke være i tvivl om, at De Konservative er velkomne til at være med, siger Lotte Rod.
SF's Pernille Vigsø Bagge vil ikke bekræfte, hvordan timetallet konkret kommer til at se ud, men siger:
- Vi er blevet enige om rigtig meget, men hvordan timetallet falder ud, må I vente med at høre.
- Det er stort set kun en underskrift, der mangler. Og når undervisningsministeren (Christine Antorini, red.) har indkaldt til pressemøde, så kan det kun være, fordi hun vil levere den, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, på vej ind til mødet.
/ritzau/