Afstemning om betalingsring er ulovlig

Statsministeren kan selv bestemme, om en sag som betalingsringen skal til folkeafstemning, vurderer ekspert. Pia Kjærsgaard afviser.
Betalingsringen om København kan ikke sendes til folkeafstemning, fordi den er en indirekte skat, siger ekspert.
Betalingsringen om København kan ikke sendes til folkeafstemning, fordi den er en indirekte skat, siger ekspert. Foto: Colourbox

Det vil være grundlsstridigt at sende den planlagte betalingsring til folkeafstemning, som Dansk folkeparti har foreslået.

Det vurderer professor i statsforfatningsret Jørgen Albæk Jensen over for Politiken.

Betalingsringen svarer nemlig til en ny form for skat, og hverken direkte eller indirekte skatter kan sendes til afstemning, står der i grundloven.

Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard afviser dog den forklaring.

"Spørgsmålet er om det vil blive betragtet som en skatteafstemning, eller som en miljøafstemning eller en afstemning om den offentlige transport. Jeg har i hvert fald ikke i valgkampen hørt, at det var et skatteforslag" siger hun til Politiken.

Ifølge Grundloven kan et lovforslag sendes til folkeafstemning, hvis en tredjedel af Folketingsmedlemmerne kræver det. Men det bliver slet ikke aktuelt i denne sag, vurderer Jørgen Albæk Jensen.

"I det øjeblik de 60 underskrifter måtte blive lagt på bordet, vil det være den nye statsminister, som skal tage stilling til, om hun mener, at det kan undergives folkeafstemning."

Kilde: Politiken

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.