For anden gang ud af to mulige måtte HB Køges målmand Morten Haastrup hente bolden ud af egne netmasker hele tre gange.
Her til aften mødte oprykkerne fra HB Køge FC Midtjylland i Superliga-rundens sidste kamp, og det blev ikke til point for hjemmeholdet.
Specielt midtjydernes afrikanske spillere gjorde væsen af sig.
Det var nemlig de tre nigerianere Jude Nworuh, Sylvester Igboun og Rilwan Hassan, som stod bag ulvenes tre scoringer.
FC Midtjylland kom foran med 2-0 kort inde i 2. halvleg, inden Nicolaj Madsen fik reduceret. Midtjyderne svarede dog igen med endnu et mål, før Simon Christoffersen bragte spænding ind i kampen med et kvarter igen.
Med nederlaget på 2-3 er HB Køge sidste i Superligaen. FC Midtjylland er kommet på tavlen og møder i næste uge AaB i Aalborg.