Et nyt bevis i sagen om drabet på den 20-årige Maria Møller Christensen fra Herning nytårsnat tyder nu for alvor på, at politiet har fat i den rigtige mand.
"Vi har fundet et yderligere dna-spor på Maria, som stammer fra den sigtede. Det er et spor på det niveau, som vi kalder én til en million. I vores sprog er det et 100 procents spor, og det bestyrker jo mistanken mod ham, vi har varetægtsfængslet," siger efterforskningsleder og vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Henriksen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Med det nye spor har politiet fundet i alt fire spor forskellige steder på liget af Maria. De er alle afsat af den 48-årige mand, der sidder varetægtsfængslet.
Den sigtede nægter sig fortsat skyldig, men han har alligevel indvilget i, at varetægtsfængslingen af ham bliver forlænget. Dermed sidder han foreløbig bag tremmer frem til den 24. marts.
Ole Henriksen ønsker ikke at udtale sig om, hvad de har af konkrete oplysninger om den sigtedes færden nytårsnat.
"Men vi har en række indicier mod ham. Han passer i vores teori om, at det er en person i eller med tilknytning til ejendommen i sådan en forstand, at han har en nøgle til ejendommen," siger han og fortsætter:
"Der resterer en række afhøringer endnu i takt med, vi får resultaterne af de tekniske undersøgelser ind. Jeg kender ikke tidshorisonten for, hvornår alle undersøgelserne er færdige."
Den 20-årige Maria Møller Christensen blev fundet dræbt i en kælder på Rolighedsvej i Herning på årets første dag.