I formiddag træffer Østre Landsrets 15. afdeling afgørelse i en sag om bodeling efter en skilsmisse. En dagligdags hændelse, der normalt ikke nyder nogen form for bevågenhed fra pressens side.
Men når hovedpersonerne hedder Janni Spies og Christian Kjær, og beløbet, de slås om, er 150 millioner kroner, er der langtfra tale om hverdagskost.
Det er Janni Spies, som har slæbt sin eksmand, hofjægermester og kammerherre Christian Kjær, i retten. Hun mener, at hun gennem deres 20 år lange ægteskab, der sluttede i 2008, har bidraget uretmæssigt meget til parrets fælles økonomi.
Kravet fra Janni Spies lyder på godt 135,6 millioner kroner og 2,4 millioner dollar, i alt op mod 150 millioner kroner - plus renter.
Pengene er ifølge Janni Spies gået til blandt andet Christians Kjærs bolig Sandbjerggaard nord for København, to såkaldte beach resorts på den tidligere dansk-vestindiske ø Sankt Thomas og udgifter til privatfly.
Hun har i retten fortalt, at mandens krav om penge startede i 1991, da han kom og bad om 3,3 millioner til dækning af husleje.
I de følgende år krævede Christian Kjær angiveligt hvert år et millionbeløb fra sin hustru for de udgifter, han vurderede, at hun skulle bidrage ekstra til.
Pengekravene kulminerede, da hendes mand bad om 15 millioner kroner for det arbejde, han udførte for rejseselskabet Spies, hvor han indtrådte i bestyrelsen for at hjælpe sin kone med at administrere firmaet, indtil det blev solgt i 1996.
Christian Kjær afviser ekskonens krav, blandt andet med den begrundelse, at de fik særeje, da de i sin tid blev gift, og at pengene blev betalt frivilligt under ægteskabet.
/ritzau/