Det er nu forbudt at tænde et bål i naturen eller brænde haveaffald eller halm af i 26 danske kommuner.
Tirsdag er 15 kommuner blevet tilføjet listen over kommuner med afbrændingsforbud.
Det oplyser Beredskabsstyrelsen.
- Det er vigtigt, at man holder sig orienteret på beredskabets hjemmeside og selvfølgelig være særligt opmærksom, når man er i naturen og har med ild at gøre - uanset om det gælder cigaretter, ukrudtsbrændere eller bål, siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.
Et afbrændingsforbud kan ud over forbud mod bål og afbrænding af eksempelvis haveaffald også omfatte generel brug af åben ild herunder også brug af ukrudtsbrænder og rygning i naturen. Det varierer fra kommune til kommune.
Det er tilladt at bruge en grill, hvis den står på et underlag, der ikke kan brænde.
Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde.
Grundlovsdag har Egedal, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Herning, Hillerød, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg Kommune indført et afbrændingsforbud.
Der er samtidig afbrændingsforbud i Billund, Bornholm, Favrskov, Fredericia, Kolding, Middelfart, Norddjurs, Randers, Syddjurs, Vejen og Vejle Kommune.
Dele af Randbøl Hede nær Billund blev for nylig raseret af en naturbrand.
/ritzau/