De kommunale budgetaftaler for 2011 er i hus, men nu tvinges kommunerne til at genåbne dem.
Det siger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), efter at regeringen har ændret sit vækstskøn for 2011.
Der var lagt op til en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent. Men på grund af overskridelserne i 2010 kræver regeringen nu en negativ vækst på minus 0,3 procent.
"Det her er smalkost, der vil noget, og det vil betyde, at kommunerne skal genåbne budgetterne" siger Martin Madsen, chefanalytiker i AE, til Newspaq.
Man skal tilbage til 1990 for at finde et år med negativ vækst i det offentlige forbrug, og sparekravene næste år kan blive endnu skrappere, hvis Nationalbanken får ret i sin prognose, som siger, at væksten i år bliver på hele 1,8 procent og ikke den ene procent, som regeringen regner med.
Samtidig har Venstres finansordfører, Jacob Jensen, meldt ud, at regeringen går efter nulvækst frem til 2020.
"Nulvækst frem til 2020 - det er uset stramt. Under VK har realvæksten i det offentlige forbrug ligget på 1,8 procent, og jeg hører ikke, at det har været den store servicefremgang," siger Martin Madsen, der frygter fyringer i "hobetal".
Socialdemokraterne mener, at regeringen nu betaler prisen for en økonomisk politik, hvor man bevidst har valgt at give ufinansierede skattelettelser.
"Pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte kommer til at mærke konsekvensen af regeringens politik. Og ringere service vil gøre det vanskeligere for almindelige familier at få hverdagen til at hænge sammen," siger finansordfører Morten Bødskov (S).