Spring køen over og få ønskebarnet fra Kenya.
På ti år er antallet af adoptioner herhjemme næsten halveret. Fra 716 udenlandske adoptioner i 2000 til 419 sidste år, viser tal fra Adoptionsnævnet. Men nye lande kan være en genvej.
Det er de klassiske lande såsom Kina, Korea og Colombia, hvor vi modtager færre børn.
Det skyldes, at mange flere sydeuropæere søger adoptivbørn, og det forsinker danskernes ansøgninger, fortæller direktør i AC Børnehjælp.
"Lige pludselig kan vi få 6.000 forældre i et nyt land, som også vil have børn fra Kina, og så må vi bare vente," siger Margrethe Primdahl til Newspaq.
Lige nu må barnløse par vente op til fem år på et barn fra Kina, og det kan være katastrofalt, vurderer bestyrelsesformand i Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse.
"Det er først og fremmest ulykkeligt for dem, som står og vil adoptere, fordi man først har været igennem en lang godkendelsesprocedure, og når de så er helt klar, så er der simpelthen ikke børn," fortæller Tina Ovesen til Newspaq.
Men færre børn er ikke altid lig med lange ventelister. Faktisk kan et godkendt par få et barn fra Kenya på tre til seks måneder, selvom der kun kom et kenyansk barn til Danmark sidste år. Der er mulighed for langt flere, vurderer adoptionsbureauet.
"Der er flere børn i verden, som har brug for adoption. Derfor vil vi selvfølgelig gerne have flere adoptivforældre. Vi har åbnet for adoption i Kenya, hvor vi regner med at få flere til Danmark i år," forklarer direktøren.
Siden nytår har danske barnløse par selv skulle betale en del af den kunstige befrugtning i Danmark. Tidligere var det gratis, og adoptionsbureauet forventer, at et stigende antal forældre skriver sig på ventelisten i løbet af 2011.