Guy Ritchies far afslører nu, at hans søns ægteskab med poppens dronning Madonna blev reddet, da de adopterede drengen David Banda, fortæller The Sun.
Parrets adoption af den lille dreng fra Malawi har været utrolig kontroversiel, og har sat spørgsmålstegn ved forholdet mellem det rige vesten og det fattige Afrika.
Til gengæld har adoptionen været lykkelig for Madonna og Guy Ritchie.
»De er blevet roligere og de har det fantastisk,« fortæller Guy Ritchies far John.
»Efter de har fået David, har de været meget tilfredse.«
»Han gør dem meget lykkelige, og de føler sig velsignede. De har haft deres problemer, men nu fungerer deres forhold og de er en meget lykkelig familie.«
Madonna og Guy Ritchies forhold har kørt dårligt de sidste par år. Flere af parrets fælles venner har kunnet fortælle, at der var en konstant magtkamp om hvem, der havde bukserne på i forholdet.
En kamp man levende kan forestille sig være svær at udkæmpe med selveste Madonna.