I årevis har Aarhus Symfoniorkester drømt om at få sin egen sal, og i aften klokken 19.30 sker det. Næsten 1300 tilhørere vil gå ind i den 43 meter lange koncertsal. Det er et lyst rum beklædt med asketræ, hvor balkonerne er elegant forskudt som en slags store trappetrin, så selv folk langt fra scenen har udsyn.
Og så er der lyden:
»Lyden kommer ud. Lyden er fysisk, varm og fersk,« erklærer Michael Gottschalck, cellist i Aarhus Symfoniorkester, som skal til at vænne sig til, at instrumenterne lyder anderledes klangfulde i den ny sal.
Et af verdens bedste lydfirmaer, amerikanske Artec, har sørget for, at akustikken er perfekt, og efterklangen præcis 2,1 sekunder. Det betyder, at de svage fløjtetoner kan høres – selv på bageste række.
Og når violinerne trækker buen voldsomt hen over strengene, klinger lyden øjeblikkeligt i salen. Musikchefen ved Aarhus Symfoniorkester kalder begejstret Symfonisk Sal Danmarks bedste . Det er noget helt andet end den forhadte Store Sal i Musikhuset, hvor Symfoniorkestret tidligere holdt til.
»Det er som at flytte sig fra en traktor til en sportsvogn,« udbryder han smilende.
»Pludselig kan man høre resonans. Det er, som om Symfoniorkestret har fået et bedre instrument i hånden,« tilføjer han.
Ny spillestil
Fordi der er så meget efterklang i salen, skal musikerne til at vænne sig til at spille på en ny måde. Tidligere skulle de presse klangen for at få lyden ud, men det er ikke nødvendigt mere.
»De skal spille blødere med flere overtoner. Vi skal arbejde med de sarte nuancer,« mener musikchefen.
Til åbningskoncerten spiller Danmarks internationale violinstjerne Nikolaj Znaider solist i Beethovens violinkoncert opus 61, og symfoniorkestret spiller tillige Carl Nielsens 4. symfoni, som også var på programmet, da Musikhuset blev indviet for 25 år siden.