Hvor i hele Danmark er der bedst at arbejde?
I en bank i Sønderjylland.
Frøs Herreds Sparekasse blev i aftes kåret til Danmarks bedste arbejdsplads.
Banken med hovedsæde i Rødding vandt i kategorien 50 - 499 medarbejdere.
Ifølge Kurt Jensen, direktør i Frøs Herreds Sparekasse, kommer udmærkelsen ikke tilfældigt.
"Vi arbejder konstant med at gøre tingene bedre for vores medarbejdere, fordi vi tror på, at kun tilfredse medarbejdere kan skabe tilfredse kunder," siger han til Newspaq.
Kurt Jensen peger på, at banken har fysioterapeutordning, massage én gang om måneden, frugtordning og sundhedsforsikring. Desuden er ledelsen tæt på medarbejderne, også hvis der er krise i privatlivet.
"Det smitter bl.a. af på sygefraværet, der er helt nede på 1,2 procent," siger direktøren.
Det gode arbejdsmiljø ses også i nøgletallene, understreger Kurt Jensen.
Sparekassen blev i august placeret som det fjerde mest sikre pengeinstitut. Desuden har sparekassen en høj solvensgrad og havde hverken behov for hjælp i form af Bankpakke 2 eller kapitalindskud.
"God trivsel er også godt for virksomheden, og kunderne strømmer til i øjeblikket. Det betyder noget for mange mennesker, at de ser, hvordan arbejdspladsen behandler medarbejderne," siger direktøren.
Der arbejder 134 ansatte i Frøs Herreds Sparekasse, der tidligere i år blev kåret som Europas syvende bedste arbejdsplads.
Albertslund Apotek blev kåret til Danmarks bedste mindre arbejdsplads, mens ATP vandt i kategorien for flere end 499 medarbejdere.
Om Kåringen
- Analyseinstituttet Great Place to Work og Berlingske Nyhedsmagasin står bag kåringen af Danmarks bedste arbejdspladser.
- Det er 10. gang, at kåringen finder sted.
- I målingen lægges der vægt på troværdighed, respekt, retfærdighed, stolthed og fællesskab.
- Vurderingen fra Great Place to Work vægter en tredjedel, mens anonyme spørgeskemaer fra medarbejder vægter resten.
- I alt 124 arbejdspladser har kæmpet om titlerne.