A$AP Rocky er klar til at udføre samfundstjeneste, hvis han kendes skyldig i at have tæsket en 19-årig mand i Stockholm i juni.
Det siger han ved byretten i Stockholm fredag ifølge nyhedsbureauet TT.
Foruden 30-årige A$AP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers, er også de to øvrige tiltalte klar til at udføre samfundstjeneste, hvis retten finder dem skyldige.
- I ved, hvor jeg bor, I har mine kontaktoplysninger og min advokats kontaktoplysninger, og jeg har arbejdet med velgørenhed, så jeg har ikke noget imod at gøre sådan noget i weekenderne. Jeg er nem, siger A$AP Rocky i retten.
Mayers har nægtet sig skyldig tiltalen for vold mod en 19-årig mand med afghansk oprindelse.
A$AP Rocky har dog erkendt, at han både sparkede og slog afghaneren, men der var tale om selvforsvar, har han sagt.
Fredag er sidste retsdag i voldssagen mod A$AP Rocky. Tidligere var der meldinger om, at der ikke ville falde dom fredag, som det ellers var planlagt. Men det pt. er uvist.
Den svenske anklagemyndighed går efter seks måneders fængsel til A$AP Rocky. Han brugte mere vold end nødvendigt i den pågældende situation, mener anklageren.
Rakim Mayers blev anholdt natten til 3. juli, og han har siddet varetægtsfængslet i Sverige siden 5. juli.
En strafferetsekspert har tidligere vurderet over for TT, at det er mest sandsynligt, at Rakim Mayers får en betinget straf. Det betyder, at han ikke skal ind og afsone.
Det kan være på betingelse af, at han udfører et vist antal timers samfundstjeneste. Bliver han omvendt frifundet i sagen, løslades han med det samme, og så kan han ifølge B.T. søge erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Den er ifølge avisen vurderet til at være i omegnen af 16 millioner kroner, da rapperen var på europæisk turné, da han blev anholdt.
/ritzau/