Var grundlaget af Danmarks deltagelse i Irakkrigen på plads? Hvorfor er der flere gange blevet løjet om antallet af krigsfanger? Hvordan skal retningslinjerne for fremtidig deltagelse i krig være?
Spørgsmålene hober sig op hos Enhedslisten og Frank Aaen, der ser frem til at Irak-kommissionen nu kommer igang med at undersøge den danske indsats i Irak.
"Vi har stillet hundredevis af spørgsmål i Folketinget til krigen. Nu kommer arbejdet igang, og det glæder vi os meget over," siger Frank Aaen, der er en af Folketingets argeste modstandere af krigene i Irak og Afghanistan, til Newspaq.
Klokken 16 holder justitsminister Morten Bødskov (S), udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og forsvarsminister Nick Hækkerup (S) pressemøde.
Her vil de præsentere det såkaldte kommissorium, der skal lægge til grund for Irak-kommissionens arbejde.
Frank Aaen håber, at kommissionens arbejde vil få betydning for politikernes fremtidige beslutninger om at sende danske soldater i krig.
"Hvis der skulle komme en krig igen, så skal der være nogle mere præcise retningslinjer. Det skal også belyses, hvordan man behandler krigsfanger," lyder Frank Aaens ønsker til udkommet af kommissionens arbejde.
Den seneste tids afsløringer af fortielser og løgne om antallet af krigsfanger taget af danske soldater, håber Frank Aaen bliver helt afdækket i kommissionen.
"Det skal slås helt fast, at når man tager et andet menneske til fange i en krig, så har man ansvaret for det menneske. Beklageligvis har dansk militær ikke levet op til det," mener Frank Aaen.
Irak-kommissionen er en del af det regeringsgrundlag, som S, SF og De Radikale lagde frem efter valgsejren. Det forventes, at arbejdet vil tage cirka to år.