Strakt ben. Flyt fod fra speeder. Tryk ned for at bremse. Flyt fod til speeder. Gas op.
På en gennemsnitlig arbejdsdag kører John Sommer over 38 bump med sin bybus i Hillerød. Op og ned - frem og tilbage med benene. Vrid i hofter og ryg.
- Har du lagt mærke til, at mange buschauffører halter, når de står af og på bussen? spørger 58-årige John Sommer.
Som tillidsmand og chauffør hos Movia i Hillerød har han set flere kolleger komme tilbage fra hospitalet med nye hofter. Andre går til kiropraktor. Nogle er stoppet – slidt ned.
- Altså hvis ikke man har ondt i ryggen, før man sætter sig bag rattet, så får man det undervejs, siger John Sommer og fortsætter:
- Men der er flere andre faggrupper, der har det sådan eller endnu værre. Tømreren, sosu-assistenten. Det kan ikke være rigtigt, at mureren skal bæres ned fra stilladset i en kiste.
Slet det!
Han er dybt indigneret over, at danskere i hårde fysiske job skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, som det står i den nye Trekløverregerings regeringsgrundlag.
- Jeg har læst det meste af de 88 sider, og jeg er ikke tilhænger af den måde, de kører det på. Man kan ikke arbejde så længe, inden man skal på pension. Derfor synes jeg, man skal slette linjerne om pensionsalder på side 35 med det samme.
I regeringsgrundlaget står der dog også, at ”personer, som er nedslidte, vil fortsat have gode muligheder for at trække sig tilbage.” Desuden ser Dansk Folkeparti ud til at aflive VLAK-regeringens planer om højere pensionsalder.
- Det vil være super, hvis det sker, men så er næste skridt en differentieret pensionsalder. Når akademikerne lever ni år længere end de nedslidte, skal de også arbejde nogle ekstra år. Så er der balance, for lige nu er det her samfund skruet skævt sammen, siger John Sommer.