Ritzau
Opdateret kl. 13:49
Den danske telegigant TDC bliver solgt til et konsortium bestående af de danske pensionskasser ATP, PFA, PKA og den australske finanskoncern Macquarie.
88 procent af TDC's aktionærer har takket ja til købstilbud. Det oplyser TDC i en meddelelse. Allan Polack, administrerende direktør for PFA, siger på vegne af konsortiet, at de er tilfredse.
- Som et konsortium af erfarne investorer vil vi nu rette vores fokus mod at realisere vores vision for TDC, der i konsortiets langsigtede ejerskab vil spille en førende rolle i udviklingen af fremtidens digitale infrastruktur i Danmark, siger han i meddelelsen.
Under navnet DK Telekommunikation fremsatte konsortiet i februar et bud på 50,25 kroner per aktie.
Det skete, efter et forløb hvor TDC egentlig havde annonceret en fusion med den svenske underholdningskoncern MTG, der blandt andet ejer Viasat.
Men da konsortiet lagde nogle kroner per aktie oveni købstilbuddet, droppede TDC fusionen og anbefalede aktionærerne at takke ja.
Aktionærerne havde frist til onsdag til at sige ja eller nej til købstilbuddet.
Mindst to tredjedele af aktionærerne skulle sælge deres aktier, for at købet ville blive gennemført.
Konsortiet har officielt lagt op til at fortsætte med den nuværende direktion, mens bestyrelsen skal skiftes.
Planen er desuden at afnotere TDC fra børsen i København. Det er ifølge Ritzau Finans dog usikkert, hvorvidt det sker. Normalt er praksis, at en aktionær skal eje mindst 90 procent af et selskab for at få lov.
I 2016 blev rederiet Molslinjen dog afnoteret, selv om den største aktionær kun havde i underkanten af 90 procent af aktierne.
Konsortiet har allerede fået myndighedernes godkendelse af købet. Handlen ventes at blive gennemført 4. maj.
/ritzau/