Vi kender ham som gemytlig gentleman og faderen bag de højtelskede Olsen Banden- og Matador-temaer.
Men Bent Fabricius-Bjerre har en knapt så stueren side, som han nu afslører til den måbende offentlighed:
Den 86-årige komponist ejer et luksusbordel - i hvert fald i den nye komediefilm 'Klovn - the Movie'.
Bordellet hedder 'Castello Alleycat', ligger i en villa nord for København og kan prale med en alenlange kendisgæsteliste med honoratiores såsom Michael Meyerheim, Jørgen Leth, Niels Helveg Petersen og Remee.
"Jeg har lo lavet så mange forskellige ting i mit liv, og nu har jeg altså også et bordel. Det er en meget spændende oplevelse. Men jeg kan sige, det er en meget eksklusiv og hemmelig klub, som kun har åbent én gang om året," forklarer Bent Fabricius-Bjerre.
"Det er påkrævet, at man er iklædt smoking og ser godt ud for at komme forbi pigerne i receptionen. En type som Frank Hvam er for eksempel for grim til, at vi vil have ham indenfor," fortsætter han.