Sydøstjyllands Politi tager nu nye metoder i brug i kampen mod rockere og bander.
Politiet har fået otte millioner kroner over to år til at sørge for, at unge ikke bliver en del af bande- og rockermiljøet, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Pengene er bevilget af Rigspolitiet og er øremærket til indsatsen i 2012 og 2013.
Formålet er at forhindre, at nye bliver rekrutteret til rocker- og bandemiljøet, og der vil være særligt fokus på de udsatte boligområder. Indsatsen vil især foregå i Kolding, Fredericia, Vejle og Horsens.
Der bliver tale om en tidlig og målrettet indsats, hvor politiet skal bruge en metode, der er udviklet i Sverige med særlig fokus på de enkelte personer.
Her vil politiet blandt andet sigte efter at ramme banderne og rockerne på pengepungen. Og det er grundfilosofien, at intet er for småt at tage sig af, når det handler om at komme kriminaliteten til livs.
Med indsatsen følger desuden et tæt samarbejde med de svenske udviklere af metoden, så den bedst muligt bliver tilpasset danske forhold.
Hvert halve år vil der være en evaluering, og metoden skal supplere Sydøstjyllands Politis øvrige indsats mod rockere.