Det er på ingen måde i orden at bruge en laserpen til at genere piloter med.
Det må en ældre herre sande, efter han er blevet idømt 30 dages betinget fængsel for at forstyrre flysikkerheden.
Manden er fra Tune, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Episoden foregik i september 2009, hvor manden lyste mod en helikopter med en laserpen, da den fløj hen over Tune. En laserpen bruges normalt som elektronisk pegepind.
Den nu 60-årige mand var ifølge politiet også sigtet for "lignende forhold", men han blev altså kun dømt for den ene episode.
Han skal også betale sagens omkostninger, som ender et sted mellem 40.000 og 50.000 kroner.
Nu håber myndighederne, at andre vil holde sig fra at chikanere landets piloter.
"Anklagemyndigheden og politiet håber, at straffen og ikke mindst udsigten til at skulle betale et stort beløb i sagsomkostninger kan afholde andre for at lave noget lignende," lyder det i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Der er løbende episoder med laser-chikaner mod piloter.
Det har tidligere fået Trafikstyrelsen til at kræve, at laserpenne burde være ligeså strafbare at bære som knive, fordi en blændet pilot kan ende med at forårsage et flystyrt.