Regeringens forslag til en udvidelse af den såkaldte BoligJobordning vil skaffe knap 5.000 håndværkere i job.
Det viser beregninger, som Dansk Byggeri har lavet.
I regeringens vækstplan, der blev fremlagt i slutningen af august, lægger VK op til at udvide ordningen, så den også omfatter sommer- og fritidshuse samt kolonihaver.
Samtidig forhøjes fradragsloftet for håndværkerlønninger midlertidigt i 2011 og 2012 fra 15.000 til 20.000 kr. årligt pr. person.
"Forbedringen vil skabe beskæftigelse svarende til 4.900 årsværk over en treårig periode, når man lægger den direkte og indirekte beskæftigelse med," siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, til Newspaq.
Lægger man det tal sammen med den forventede jobeffekt af fradragsordningen, som allerede er vedtaget, giver det i alt 13.300 forventede håndværkerjob.
I Venstre glæder man sig også over de nye tal.
"Det er vigtigt med 5.000 ekstra job over en periode, hvor vi virkelig har brug for at få gang i beskæftigelsen igen, og hvor vi kan se, at der er ledig kapacitet blandt håndværkere," siger gruppeformand, Kristian Jensen (V) til Newspaq.
I Dansk Byggeri håber man, at BoligJobordningen bliver udvidet.
"Det er ganske fornuftigt at udvide ordningen til også at omfatte fritidshuse og sommerhuse. Samtidig bliver det muligt at få større opgaver med ved at hæve beløbet," siger Torben Liborius.
Indtil videre har 23 procent af medlemsvirksomhederne i Dansk Byggeri fået flere ordrer, efter at fradraget er blevet vedtaget. Men det tal skal nok stige, lyder det fra Dansk Byggeri.
Ordningen kører frem til 2013, og fradraget dækker både håndværksmæssigt arbejde, servicearbejde, rengøring, børnepasning og havearbejde.
Hver voksen dansker kan få et tilskud på 15.000 kroner årligt. For at udnytte fradraget maksimalt skal man udbetale håndværkerlønninger på godt 45.000 kroner.