Der er ingen rysten på hånden hos skatteminister Peter Christensen (V) i forhold til regeringens planer om øget grænsekontrol.
Selv om der lyder kraftig kritik fra både EU og især fra Tyskland, regner Peter Christensen stadig med at indføre kontrollen allerede i denne uge.
"Det er Folketingets finansudvalg, der afgør, hvornår de vil behandle aktstykket færdig, men vi forventer, at det kan blive på fredag. Og så vil de første ekstra toldmedarbejdere kunne være på plads i næste uge," siger Peter Christensen.
I første omgang bliver 50 nye toldere sendt ud til landets grænser, færgelejer og lufthavne. Ved årsskiftet skal endnu 48 toldere tilføres. I forvejen er der omkring 140.
Peter Christensen ser ikke noget problem i at sætte gang i den øgede grænsekontrol, før EU-kommissionen endeligt har vurderet, om den danske model overtræder Schengen-reglerne.
"Det er regeringens klare opfattelse, at vi selvfølgelig kan styrke toldkontrollen, uden at det er i strid med EU's regler. Det er jo også i den sammenhæng, at jeg har påpeget, at bemandingen sammenlignet med andre lande ikke er specielt iøjnefaldende," siger skatteministeren.
Tidligere i dag har den tyske ambassadør i Danmark kritiseret Peter Christensen, fordi han har sagt, at tyskerne selv har 350 toldere på deres side af grænsen.
"Om tallet er 350 eller et mindre tal, som ambassadøren påpeger, ændrer jo grundlæggende ikke ved, at selvfølgelig kan Danmark have en mere robust toldkontrol," siger Peter Christensen.
Ifølge ham er den massive kritik fra vores nabolande udtryk for, at der er nogle misforståelser, som skal ryddes af vejen.
"Der er en dialog både med kommissionen og med vores gode naboer i tyskland, som går på, hvad det egentlig er, Danmark har i sinde at gennemføre. I Tyskland har der været den misforståelse, at vi vil indføre grænsebomme og paskontrol, og det har slet ikke været på tale," siger Peter Christensen.