I dag er Danmarks første sne dalet. Og det har givet en voldsom travlhed hos Falck. Det startede i morges, da Falck hele 400 gange måtte rykke ud til biler med startproblemer.
"I forhold til en normal mandag, var det ekstraordinært travlt," fortæller Søren Reimann, der er driftchef i Falck.
Det er nemlig første dag efter efterårsferien, og den havde været kold. Derfor er bilernes batterier blevet sat skakmat.
"Når vi ser frost, og hvis man ikke har nogle vedligeholdte batterier, så er det, vi ser de her startproblemer," forklarer Søren Reimann.
Natten bliver kold, og derfor vil der også i morgen være mange biler, der har svært ved at starte. Og det er der kun et at gøre noget ved.
"Hvis man har en mistanke om, at ens batteri er fladt, så er det bare med at få udskiftet det," mener Søren Reimann.