En begravelsesceremoni i Pakistan blev torsdag forvandlet til en tragedie, da en selvmordsbomber dræbte 18 mennesker og sårede yderligere 90.
Dødstallet er natten over steget til 40, skriver reuters.
Angrebet fandt sted i landsbyen Jondol i det nordvestlige Pakistan ved grænsen til Afghanistan.
Der er endnu ingen, der har taget ansvar for angrebet, som skete under en lokal klanleders begravelse. Men det formodes at være pakistanske Taliban-medlemmer, der står bag, skriver reuters. Ofrene er hovedsageligt klanmedlemmer.
Området har været præget af uro et stykke tid, og klaner, som er venligt indstillede over for regeringen, er blevet udsat for en række selvmordsangreb.
Torsdagens angreb kommer kun to dage efter bevæbnede mænd dræbte fire børn og chaufføren i en skolebus i den nærlæggende by Peshawar. Taliban tog efterfølgende ansvaret for angrebet og forklarede, at børnene fra bussen, stammede fra en regeringsvenlig klan.
I regionen Bajaur, der ligeledes ligger på grænsen til Afghanistan, bliver 20 teenagere holdt som gidsler af Taliban, som forlanger løsladelse af en lang række fanger i bytte for gidslernes liv.
Kilde: reuters