Flere og flere vælger at flytte urner med pårørendes aske.
Det oplever man blandt andet på de fem kommunale kirkegårde i Odense.
"Det er noget, vi oplever mere og mere af. Det er der ingen tvivl om. Cirka 30 gange om året skal vi ud og grave en urne op," siger landskabsarkitekt Casper Nicolai Pagh Vett, der står for den daglige drift af byens kommunale kirkegårde.
Samme melding lyder fra Københavns Kommune.
Her graver man hvert år godt 100 urner op fra de fem kommunale kirkegårde.
"Mange ønsker at få samlet familien, så mor og far ikke ligger på to forskellige kirkegårde. Andre er flyttet til den anden ende af landet og vil have familien med," siger fuldmægtig Anette Klintsø fra Center for Kirkegårde i Københavns Kommune.
På Holmens kirkegård i København oplever man "jævnligt", at pårørende vil have gravet en urne op.
Årsager er bl.a., at de pårørende fortryder, at urnen er blevet nedsat i fællesgrav, også kaldet de ukendtes grav.
"De pårørende har behov for at kende det nøjagtige sted, hvilket man ikke troede, man havde, da man valgte begravelsesmåde. Samtidig har ægtefæller ikke mulighed for at komme ned ved siden af hinanden på de ukendtes grav," siger kirkegårdsinspektør Birgitte Foghmoes, og forklarer, at urner først flyttes efter ét år i jorden.
"Jeg siger til folk, at de skal tænke sig meget, meget, meget godt om. Hellere lade urnen stå lidt længere end at købe et gravsted, som de fortryder," siger Birgitte Foghmoes.
På de kommunale kirkegårde i Odense er man heller ikke meget for at grave urner op inden for det første år.
"Vi gør det helst ikke, men på den anden side kan man lige så godt få det overstået med det samme," siger Casper Nicolai Pagh Vett.
Der findes ikke noget samlet overblik over, hvor mange urner, der hvert år flyttes på landsplan. Det koster ca. 2.000 kroner at flytte en urne.