Godt 40 procent af alle kvinder i den samlede danske arbejdsstyrke arbejder i dag på deltid.
Det viser helt nye tal, som DR Nyheder har fået fra Beskæftigelsesministeriet.
Dermed er antallet af kvinder, der arbejder deltid steget 10 procentpoint siden 2002, hvor 30 procent af kvinderne arbejdede deltid.
Kvindernes lyst til at arbejde på deltid er også noget, de mærker hos it-virksomheden Abakion, som har haft svært ved at tiltrække kvinder. Men i dag tilbyder de aktivt deltid til alle deres ansatte, og det har fået flere kvinder til at søge ind i virksomheden.
Vi har i dag 14 ansatte kvinder, hvoraf de otte arbejder på deltid, mens det kun er én ud af vores 32 mandlige ansatte, der gør det samme, siger Sune Lohse, der er konsulentchef hos Abakion, til DR Nyheder.
Han fortæller, at de kvindelige ansatte arbejder på deltid, fordi de har små børn, mens den eneste mand, der arbejde deltid i virksomheden gør det, fordi han har sit eget firma ved siden af.
Forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen er overrasket over, at antallet af kvinder, der arbejder på deltid, er steget så markant.
- Det kan ende med at koste kvinderne dyrt i den sidste ende, når de arbejder på deltid. Hvis en kvinde og en mand begge har en årsindkomst på 400.000 kroner, og kvinden så går på deltid for at passe børnene, så vil hun være halvandet år bagefter med pensionsindbetalingerne i forhold til sin mand efter 10 år, siger Ann Lehmann Erichsen til DR Nyheder.