Friere arbejdstider, en større lønseddel og mulighed for at arbejde hjemmefra.
Det er nogle af de goder, arbejdsgivere i stigende grad tilbyder deres ansatte. Til gengæld sløjfer chefen den traditionelle arbejdsuge på 37-timer. Det skriver 24timer.
Men det kan få store konsekvenser, hvis begrebet 'overarbejde' ikke længere eksisterer, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.
"Det er en klar tendens, at arbejdstiderne bliver mere flydende. Fordelen er mere fleksibilitet, men ulempen er, at arbejde og fritid meget let flyder sammen. Arbejdsgiveren forudsætter, at den ansatte bliver, til opgaven er løst, og dermed forsvinder overarbejdsbegrebet. Mange kommer til at arbejde op til 70 timer i ugen, og så bliver timelønnen uhyre lav," forklarer han til 24timer
Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener man, at den fleksible arbejdsuge rummer muligheder, men at det kræver tilbageholdenhed fra arbejdsgiverens side.
"Det stiller krav til begge parter. Men når der bliver prioriteret på den rigtige måde, og arbejdsgiveren ikke presser på med urimelige mængder overarbejde, er det en rigtig god løsning på mange arbejdspladser," siger vicedirektør Povl-Christian Jensen.