Et voldsomt uvejr i Tyrkiet har ind til videre kostet 35 mennesker livet. Senest døde en kvinde søndag af de kvæstelser, hun pådrog sig efter at være blevet ramt af en minibus, som blev væltet af vandmasser nær Istanbul for et par dage siden. Syv mennesker døde ved ulykken. Det skriver flere internationale medier.
Samtidig har redningsfolk fundet liget af en syvårig pige, der forsvandt for fem dage siden. Oversvømmelserne blev udløst af et voldsomt regnskyl for en uge siden.
Provinsen Tekirdag blev lørdag ramt af endnu mere regn, og 4.000 boliger blev oversvømmet. Der er dog endnu ikke rapporteret om nogen ofre.
Flere end 6.300 nødhjælpsarbejdere har deltaget i rednings- og oprydningsarbejdet. Men det er en vanskelig opgave, for mange veje er lukkede på grund af vandmasserne, der er så kraftige, at de skubber lastbiler væk fra vejene.
Ifølge myndighederne er der tale om det kraftigste nedbør i 80 år i Tyrkiet.