Mindst 31 personer kom til skade, da et tog tidlig fredag aften afsporede på vej mod Stockholm fra Oslo.
Mindst én af de kvæstede er alvorligt, skriver vg.no.
Toget var på vej fra Oslo til Stockholm med 270 passagerer i alt, da det forulykkede i Sydnorge.
"Vi har foreløbigt fået rapport om mindst en hårdt kvæstet, men jeg ved ikke, hvor alvorligt det er. Redderne på stedet vurderer, at hun skal sendes videre," siger kommunikationsrådgiver Kari Anne Dobloug i Hedmark politidistrikt til vg.no.
Ingrid Lund Thjømøe på 26 år sad i den bagerste vogn, da vognen væltede om på siden.
"Det var som om, vi kørte på noget metal. Det gnistrede rundt om os uden for vinduet, før vi bremsede op lige efter en togoverskæring," siger hun til vg.no.
Lokomotivføreren fortæller til det svenske nyhedsbureau TT, at det føltes som om, der allerede var noget galt, da toget forlod den forrige station.
Der er sammenlagt sendt tre redningshelikoptere til stedet.