30.000 bliver ramt af lavere pensionsloft

Staten får op mod 400 millioner kroner ekstra i kassen.
Regeringen sænker loftet over ratepensioner.
Regeringen sænker loftet over ratepensioner. Foto: Colourbox

Regeringens plan om at sætte pensionsloftet yderligere ned fra 55.000 kroner til 50.000 kroner næste år bidrager til statskassen med adskillige millioner.

Og omkring 30.000 danske pensionsopsparere vil mærke konsekvensen af SRSF-regeringens politik.

Det vurderer brancheorganisationen Forsikring og Pension (F & P) ifølge Børsen.

"Ifølge vores beregninger bliver 30.000 flere pensionsopsparere nu ramt af loftet på ratepensioner, hvilket svarer til pensionsopsparinger for en milliard kroner," siger administrerende direktør i F & P Pension, Per Bremer Rasmussen til Børsen.

Regeringen har allerede planlagt at sænke pensionsloftet på ratepensioner fra 100.000 til 55.000. Men nu skal det altså yderligere ned til 50.000 kr.

Hvis alle pensionsopsparerne vælger at få udbetalt pengene som indkomst i stedet for at spare op på en ratepension, så svarer det til en indkomstbeskatning på 300-400 mio. kr. om året på den korte bane, vurderer F&P-direktøren.

Regeringen planlagde oprindeligt at hive et skatteprovenu på 370 millioner kroner hjem ved at pålægge pensionssektoren en skat på investeringsomkostninger, men det er droppet indtil 2014.

Pensionsselskaberne skal i stedet aflevere 0,3 procent ekstra i pensionsafkastskat - den såkaldte PAL-skat.

Ifølge F & P burde PAL-skatten være nok til at dække hullet i statskassen.

Skatteminister Thor Möger Pedersen skriver i en mail til Børsen, at regeringen på grund af den urolige økonomiske situation har været nødt til at sænke loftet over ratepensioner.

"Jeg vil gerne understrege, at det er regeringens hensigt, at ophævelsen af fradraget for formueforvaltningsomkostninger skal have virkning fra og med 2014, hvorefter pensionsafkastskattesatsen føres tilbage til 15 pct., og loftet over ratepensioner fastsættes til 55.000 kr.," skriver han til Børsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.