Mobilselskabet 3 vil nu kompensere de 300.000 kunder, som i mange timer i går var uden mobilsignal og netforbindelse.
En brøler i forbindelse med elforsyningen til 3's sendenet dræbte forbindelsen fra i går eftermiddag og indtil kort før klokken to i nat.
Nu kører nettet igen uden gnidninger, men 3 erkender med røde ører, at det var for dårligt. Så der følger snart en undskyldning til kunderne.
"Vi vil kompensere de berørte kunder. Lige nu sidder vi og finder ud af, hvordan de skal kompenseres, men det bliver formentlig noget gratis taletid og data, alt efter hvilket abonnement folk har. Senere i dag vil vi melde ud, hvad det bliver, og så vil de berørte modtage en SMS," siger kommunikationskonsulent i 3 Hanne Damgaard.
3's net gik i sort, da vedligeholdelsesarbejde på selskabets netværk, der er placeret i Sverige, gik galt. Eltilførslen til netværket forsvandt, men da der samtidig var slukket for reserve-eltilførslen var mobilnedbruddet uundgåeligt.