"Godmorgen, det er Københavns Politi. Din bil står ulovligt parkeret, og vil blive fjernet meget snart."
Sådan lød det i den anden ende af røret, da omkring 75 københavnere tog deres telefon i morges, fortæller Politikommissær ved Københavns Politi, Lars Borg til Newspaq.
De fleste var hurtige til at komme på gaden for at få fjernet de ulovligt parkerede biler. Men 27 nåede det ikke, før Falck kom forbi med kranvognen.
"De 27 biler er blevet fjernet af Falck og kørt ud til en parkeringsplads i Sydhavnen," siger Lars Borg.
"De fleste har fået en parkeringsafgift, og de kommer ligeledes til at betale for borttransporten," fortæller han.
Derudover fik politiet i morges en melding om en afspærring, der var blevet fjernet ved Christiania, så bilerne igen kunne komme ud omkring cykelruten. Men afspærringen blev, ifølge Lars Borg, hurtigt genetableret af kommunens folk.
Udover de fjernede biler og den brudte afspærring, har Købehavns Politi haft en rolig dag på VM-løbets første dag. Endda roligere end forventet, fortæller Politikommissæren til Newspaq.
"Vi holdt jo alle vejret lidt i starten og tænkte, 'hvordan skal det gå', men det har simpelthen været så positivt, og folk har været meget tålmodige," siger Lars Borg.
Tidligere i morges måtte Københavns Brandvæsen rykke ud, da en fejemaskine havde lækket olie på opløbstrækningen og dermed gjort området omkring målstregen ualmindeligt glat. Det blev dog ordnet før rytterne kom ud på ruten.