De italienske arrangører af VM i landevejscykling 2013 har foretaget et højst overraskende og samtidig meget rammende valg af maskot til deres arrangement i Firenze næste sommer.
Cykelløbet skal repræsenteres af den lille dukke Pinocchio, der er kendt for sin lange næse, der vokser når han lyver.
Det valg synes at ramme cykelsporten med perfekt timing i denne tid, hvor den ene rytter efter den anden er tvunget til at stå frem og afsløre snyd og bedrag med doping.
- Vores Pinocchio er stolt, sportslig og omhyggelig og tæt forbundet til sit land. Han kigger optimistisk mod horisonten, mens han ser mod fremtiden, skriver arrangørerne ifølge feltet.dk i en beskrivelse af maskotten.
Historien om Pinocchio er oprindeligt udgivet som bog i slutningen af 1800-tallet, og han har senere stået model til en Walt Disney-produktion.
Pinocchio har svært ved at holde sig til sandheden, og når den lille dukke lyver, så vokser hans næse endnu længere.