En 27-årig, amerikansk statsborger er blevet anholdt for at ville begå et større terrorangreb i New York.
Jose Pimentel, der har muslimsk baggrund og dominikanske rødder, er blevet sigtet for at have planer om at fremstille en rørbombe med instruktioner fra terrornetværket Al-Qaeda.
Det skriver CBS News.
Den 27-årige mand, der angiveligt blev anholdt en time før sin planlagte terrorhandling, er blevetsigtet for at have planer om at fremstille en rørbombe med instruktioner hentet fra Al-Qaeda. Bomben skulle bruges mod hjemvendte amerikanske soldater fra Afghanistan og Irak.
Den sigtede havde endvidere planer om at angribe ansatte ved postvæsenet og politiet.
Ifølge New Yorks borgmester Michael Bloomberg tyder alt på, at manden var alene om det.
"Han virker til at være en enlig ulv," lød det ifølge CBS News fra Bloomberg på et pressemøde.
New York blev hårdest ramt af terrorangrebet den 11. september 2001. Flere terrorangreb er sidenhen blevet afværget.
Kilde: CBS News