Rengøringsfirmaet ISS i Århus opbevarede nøgler og adgangskoder til 250 institutioner i kommunen. Sammen med det havde de valgt at have adresserne på alle 250 institutioner stående.
Og det har en gruppe tyve åbenbart fundet ud af.
I hvert fald blev både nøgler, adgangskoder og adresser stjålet fra ISS-kontoret i weekenden.
Politiet fortæller, at overvågningsbånd viser, at tyvene er gået direkte efter nøglerne.
"De vidste lige nøjagtigt, hvad de gik efter. De suser direkte hen til kontorfaciliteterne og snupper hver deres bærbare pengeskab og smutter med det," fortæller politikommissær I Østjyllands Politi, Mogens Brøndum til Newspaq.
Mogens Brøndum er ikke imponeret over, at ISS havde adresser og nøgler liggende sammen:
"Så må man jo nok sige, at havde de spurgt politiet til råds, så var det ikke den rpdgivning vi vilel have givet med hensyn til opbevaring af nøgler og koder på samme sted," siger Mogens Brøndum.
ISS har beklaget fejlen - og har udlovet en dusør på 10.000 kroner for oplysninger om gerningsmændene. Det har givet et par henvendelser, som politiet arbejder videre med.
Århus Kommune får en million-regning efter tyveriet af nøglerne.