Danske flyrejsende kan spejde langt efter Egyptens pyramider.
Hos Apollo Rejser, Star Tour, Spies og Bravo Tours er man i disse timer i gang med at kontakte samlet set 24.000 danske kunder, for at fortælle dem, at rejsen til Egypten er aflyst.
"Situationen i Egypten er så tilspidset, at vi ikke kan tage nogen chancer. Lørdag ankommer de sidste gæster og al personalet fra Egypten. Og så lukker vi forbindelsen ned," fortæller salgsdirektør i Star Tours, Stig Elling.
De skuffede flyrejsende, der alligevel ikke skal til Egypten denne vinter, bliver tilbudt en fuld refundering af billetten eller en ombytning til en anden lun destination. Star Tours indsætter blandt andet ekstra fly mod De Canariske Øer og Cypern.
"Det er en meget voldsom situation, for uroen i Egypten rammer lige midt i højsæsonen. Det er længe siden, vi har oplevet noget lignende. Vi har ikke gjort regnskabet op, men det bliver dyrt," siger Stig Elling.
Både Star Tours og Spies regner tidligst med at flyve til Egypten igen til maj. Indtil videre satser Apollo Rejser og Bravo Tours på at sende fly mod Egypten allerede i april.
Informationschef i Bravo Tours, Bent Bernardi Sørensen, vil endnu ikke udelukke, at også de rejser bliver aflyst.
Selvom de fleste fly skulle være på vingerne igen i maj, så råder Stig Elling til, at man ser tiden an og venter med at booke rejsen til pyramiderne endnu.
Hvis man stadig har brug for en lun og solrig kur mod det danske vintervejr, så foreslår rejseselskaberne, at man vender blikket mod for eksempel Fuertaventura, De Canariske Øer, Cypern, Jordan eller Tenerife.