"Er denne her plads taget?"
Svaret på det spørgsmål er i stigende grad 'ja', hvis man går sig en tur ned gennem et af DSB's tog. For danskerne må oftere og oftere lade sig nøje med en ståplads, hvis de vil med toget.
Det skriver Jyllands-Posten.
På få år er antallet af stående togpassagerer mere end fordoblet - bare i 2011 vil omkring 2,2 millioner danskere være tvunget til at stå på egne ben i toget.
"Vi har fået flere kunder, end vi havde regnet med. Derfor har vi et pladsproblem. Og det er helt klart noget, vi må gøre noget ved," siger Ove Dahl Kristensen, der er vicedirektør i DSB, til Jyllands-Posten.
DSBs tog transporterer i dag 15 procent flere kunder end for få år siden. Uden at kapaciteten har fulgt med. Og vicedirektøren oplyser, at tendensen er stigende.
Stå-problemet gør sig især gældende i myldretiden på strækningen til og fra hovedstaden.
I år er det omkring tre procent af DSB's kunder, der må stille sig tilfredse med en ståplads.
Kilde: Jyllands-Posten