Blot i de seneste syv dage har omkring 20.000 syriske flygtninge krydset grænsen til Jordan for at komme i sikkerhed fra kampe og blodsudgydelser i deres hjemland.
Det er det største rykind af syriske flygtninge, som Jordan har oplevet i de knap to år, den blodige konflikt i Syrien har varet, siger landets udenrigsminister, Nasser Judeh.
- Det, vi har set i forhold til tilstrømning af syriske flygtninge, der kommer til Jordan, er uden fortilfælde og større end på noget andet tidspunkt i de seneste to år, siger ministeren.
- 20.000 syrere er rejst ind i Jordan siden i torsdags.
Jordan er et af de nabolande, der har åbnet grænserne og etableret lejre for et stort antal syrere, der er flygtet fra urolighederne i deres hjemland.
/ritzau/Reuters