Rockede guitarister indtager næste søndag det eksklusive stormagasin Harrods i London for at komme i Guinness rekordbog.
Harrods efterlyser alle ’wannabe rock-guder’ til at dukke op i stormagasinet for at sætte verdensrekord for antal guitarister, der sammen spiller den samme sang. Målet er at samle 2.000 guitarister til at spille Deep Purples ’Smoke on the water’.
Både akustiske og elektriske guitarer er velkomne, og deltagerne vil få uddelt ørepropper. Den seneste rekord stammer fra Vancouver i Canada, hvor 1.322 guitarister spillede sammen i 1994.
Deltagerne skal ikke nødvendigvis have optrådt offentligt tidligere, men Harrods satser ambitiøst med en mødetid klokken otte søndag morgen.