Omkring 1000 medarbejdere i Nokias danske udviklings-flagskib modtog i går beskeden om, at de alle står uden arbejde i løbet af de kommende 18 måneder.
I samme båd med de afskedsvarslede medarbejdere er Nokia Danmarks administrerende direktør, Claudia Lillebjerg Simonsen, i hvert fald ud fra hendes egen vurdering.
Det skriver computerworld.dk.
Fyringerne kommer som resultatet af en omsiggribende spareplan der betyder, at Nokia i 2013 skal have fundet besparelser der svarer til 7,5 milliarder kroner.
I Danmark, Finland og Storbritannien vil det i alt udløse 4.000 fyresedler, hvor 950 havner hos danske medarbejdere, hvor størstedelen er ingeniører.
"Vi kigger naturligvis også på mulighederne for, at medarbejderne kan få job hos Nokia i andre lande, hvor de kan søge stillinger på lige vilkår med de lokalt ansatte," siger Claudia Lillebjerg Simonsen til computerworld.dk.
I går udtrykte den danske direktør på et pressemøde stor tristhed over de mange fyringer.
"Vi er rigtig mange, der naturligvis er meget triste over afskedigelserne. Ingen virksomheder synes jo, det er sjovt at skulle skille sig af med så mange medarbejdere på én gang. Medarbejderne var bevægede, men relativt fattede, da de fik beskeden," sagde hun.