En række eksplosioner fra bilbomber tæt på shiamuslimske moskeer har fredag dræbt mindst 17 personer i Irak, mens mere end 100 personer er blevet såret.
Angrebene fandt sted under muslimernes fredagsbøn, og de ramte alle inden for en time i områderne Binook, Qahira, Zafraniyah og Jihad i Bagdad samt i den sydlige del af byen Kirkuk.
I Bagdad ramte fire bilbomber tæt på moskeer og efterlod 14 døde og 35 sårede, beretter officielle kilder.
I Kirkuk, der ligger 240 kilometer nord for hovedstaden, er tre døde, mens 70 andre blev såret ved et andet angreb.
En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP beskriver Qahira-området som nærmest indsmurt i blod med store ødelæggelser på biler, huse og butikker.
Bilbomberne er en del af de store uroligheder, der har præget Irak, siden landet gik til valg i 2010.
Ingen har endnu taget ansvaret for de mange angreb, men sunnimuslimer med relationer til al-Qaeda har ofte stået bag lignende angreb på shiamuslimer, som de anklager for at støtte den irakiske regering, der ledes af shiamuslimer.
/ritzau/AFP