Brugen af ADHD-medicin blandt voksne er eksploderet de seneste år, viser nye tal. På et årti er antallet af voksne danskere, der tager ADHD-medicin steget fra 800 mennesker til 15.000.
Det skriver Jyllands-Posten.
Stigningen vækker bekymring hos Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og hos de praktiserende læger.
Lægeforeningens formand Henrik Dibbern siger til avisen, at det ikke kan passe, at 15.000 voksne danskere virkelig har behov for medicinen.
"Det er meget vanskeligt at forstå, at så mange voksne mennesker skal have ADHD-piller. Det kan ikke være rigtigt, at en større og større del af befolkningen skal være i en eller anden form for medicinsk behandling. Vi har behov for at få undersøgt, om tallet bare skal have lov til at vokse og vokse," siger Henrik Dibbern til Jyllands-Posten.
Omsætningen på salget af medicinen til børn og voksne er på et årti steget fra tre til 246 millioner kroner, viser nye tal fra Lægemiddelstyrelsen.
Kilde: Jyllands-Posten