Forleden døde den 14-årige Natalie Morton under mystiske omstændigheder efter at være blevet vaccineret mod livmoderhalskræft.
Men nu viser det sig, at det slet ikke var vaccinen, der kostede hende livet.
Natalie Morton døde i mandag i Coventry få timer efter at have fået vaccinen på sin skole.
Retsmedicinere slår nu fast, at den ikke havde noget med hendes død at gøre.
"Det ser ud til, at Natalie døde af en svulst i brystet, der påvirkede hendes hjerte og lunger," siger ledende retsmediciner Louise Hunt til The Guardian.
Konklusionen betyder, at myndighederne fortsætter med at anbefale vaccinen. Den beskytter mod kønssygdommen HPV, der senere kan udvikle sig til livmoderhalskræft.
Omkring 1000 britiske kvinder dør hvert år af kræftformen.
Vaccination mod HPV er indført i børnevaccinationsprogrammet den 1. januar 2009 som et tilbud til piger født i 1996 og fremefter. Tilbuddet gælder fra pigerne fylder 12 år til de fylder 15 år.
I Danmark er vaccinen blevet indført som opstartsprogram den 1. oktober 2008.
Tilbuddet omfatter piger født i 1993, 1994 og 1995 og gælder indtil udgangen af 2010.