Allerede i går havde politiet en klar mistanke om, hvem der stod bag et knivstikkeri tidligere på dagen i Vollsmose. Men selv om det lykkedes en 13-årig dreng at holde sig skjult i et døgn, fangede politiet ham i dag i skolen.
Ved ni-tiden i morges ankom Fyns Politi til skolen og anholdt ham foran klassekammeraterne.
"Vi fik et tip om, at han var mødt op i skole, så vi tog hen i klassen og anholdte ham. Han siger, at han intet kender til knivstikkeriet," siger vagtchef Kim Munksgaard til bt.dk.
Selv om politiet i går besøgte drengens forældre og flere andre i hans omgangskreds, lykkedes det dem ikke at opspore ham.
Knivstikkeriet fandt sted i Byparken i Vollsmose-bydelen i Odense, hvor to drenge kom op at skændes. Det endte med, at den ene dreng stak den anden i ryggen med en kniv.
Kniven gik ind i højre skulder og ramte den ene lunge.
"Heldigvis blev lungen ikke perforeret, for så ville han have været i livsfare. Hvis kniven var gået ind lidt længere nede, havde det været alvorligt. Så kunne lungen være klappet sammen, og drengen ville have fået varige mén," siger Kim Munksgaard.
Offeret, som også er 13 år, er blevet udskrevet igen. Episoden bliver taget meget alvorligt at myndighederne.
"Det er en meget alvorlig sag om kvalificeret vold. Normalt ville vi kræve to års fængsel, hvis det havde været en voksen," siger Kim Munksgaard.