127 får arbejde efter jobindsats til 4,5 millioner

Jobcenter Kolding har brugt 4,5 millioner kroner på at få 127 ledige i job. Pengene kommer igen, siger Mette Balsby.
Når ledige skal efteruddanne sig er særligt buskørekort et hit.
Når ledige skal efteruddanne sig er særligt buskørekort et hit. Foto: Pressefoto/Kolding Kommune

Jobcenter Kolding har investeret 4,5 millioner kroner i at få 325 ledige borgere ud på arbejdsmarkedet gennem efteruddannelse.

Nu har indsatsen båret frugt. 

Ud af de 325 ledige er 127 af dem kommet i job. Det svarer til 40 procent.

- Det er et rigtig flot resultat, og vi ved, at flere af de 325 vil komme i job. Ofte er det sådan, at hvis vi investerer lidt i de ledige, så får vi rigtig meget igen. Derfor er den her indsats så vigtig, siger Mette Balsby (V), der er formand for Kolding Kommunes arbejdsmarkedsudvalg.

Typisk varer uddannelsesforløbene seks uger, og i løbet af de seks uger kan den ledige få de ekstra kompetencer, der kan lande dem et job.

Truckcertifikat og buskørekort er en succes

Jobcenter Kolding har blandt andet hjulpet med at skaffe arbejdskraft til YouSees callcenter i Kolding, som efterspurgte nogle helt konkrete kompetencer.

De har desuden haft succes med at tilbyde de ledige at tage et buskørekort. Her blev 16 optaget, 15 gennemførte, og alle 15 kom ud i job.

Truckcertifikat er også blevet et hit, fordi folk typisk er blevet sorteret fra, hvis de ikke har haft det. 

Oftest er indsatsen rettet mod borgere, der har været ledige i mere end tre måneder. 

- De fleste ledige kommer i beskæftigelse igen i løbet af tre måneder, så dem bruger vi ikke så meget krudt på, det klarer de selv. Når man kommer ud over den første tid, og det nye job ikke er i hus, så kan folk godt begynde at se, at de måske skal bygge lidt ekstra på for at få et nyt job, siger Mette Balsby.

Hun understreger, at indsatsten er god økonomi for kommunen, fordi de 4,5 millioner kroner hurtigt bliver tjent ind igen, når den tidligere ledige begynder at betale mere i skat til kommunekassen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.