Sanni Irene Madsen blev i december sidste år slået, sparket og til sidst kvalt efter et skænderi med sin kæreste. Og det hele skete midt i en havegang i kolonihaven Egebæk i Odense.
I dag fik kæresten Jens Ole Sørensen så en dom for manddrab, der udløser 12 års fængsel, skriver fyens.dk.
Retsmedicineren skriver i sin rapport, at de mange slag og spark kunne være årsag til kvindens død, og derfor havde Jens Ole Sørensen tilstået vold med døden til følge.
Men dommeren har lagt vægt på kvælningen, og derfor lød dommen på manddrab. En dom, som Jens Ole Sørensen bad om 14 dages betænkningstid til at finde ud af, om han vil anke.
Den 47-årige drabsmand har i retten sagt, at han havde svært ved at huske noget særligt ved aftenen, hvor han tog livet af Sanni Irene Madsen, og han vidste heller ikke, hvorfor han var gået amok. Han huskede dog hendes sædvanlige kendetegn.
"Hun var sød, rar og sjov," sagde han ifølge fyens.dk i retten.
Efter drabet tog Jens Ole Sørensen hen på sit stamværtshus 'Slotskroen' i Nørregade, hvor han betroede sig til en servitrice om sin forbrydelse.
Sanni Irene Madsen blev 50 år gammel.