To uopklarede forbrydelser drages nu ind i efterforskningen af voldtægten af en blot 10-årig pige i lørdags.
Flere omstændigheder omkring de to forbrydelser peger i retning af den samme gerningsmand, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
"Det er noget omkring signalementet af gerningsmanden og fremgangsmåden, der har vakt vores interesse," siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard til Newspaq.
Voldtægtsmanden beskrives som en 18 til 20-årig dansktalende mand med afrikansk udseende. Han havde kort, sort krøllet hår.
Før voldtægten lørdag aften mødte han den 10-årige pige og hendes et år yngre veninde på en legeplads ved børnehaven Lyngens Kvarter i Gullestrup nord for Herning.
Med truslen om at stikke pigerne med en kniv, tvang han dem til at følge med ind i et skovstykke i Gullestrup nord for Herning, hvor han voldtog den ældste pige.
Den yngre veninde nåede at løbe væk og tilkalde politiet.