Mange forbinder sikkert 10-årige med børn, der leger med Bratz-dukker og fræser rundt på deres cykler. Men for stadig flere unge hænger barndommen også sammen med hash. Helt unge tænder nemlig en joint så ofte, at det kan betegnes som "almindeligt".
På flere behandlingssteder, som Ekstra Bladet har talt med, melder man om en del børn, der er i behandling for misbrug. Et af dem er Plan B, som hjælper unge med misbrugsproblemer på Sjælland og i Jylland.
"Vi er ved at sælge en hel generation af unge. Problemet er så omfattende, at det er svært at forstå, men inden for den seneste tid har vi haft adskillige på 10, 11 og 12 år, som har haft problemer med hash," siger projektleder Søren Thiede til avisen.
Hvor man tidligere primært så salg af hash på Christiania og andre kendte steder i landet, så er stoffet i dag langt mere tilgængeligt, og problemet med misbrug blandt børn ses i hele landet.
Behandlere i blandt andet København, Herning, Odense, Randers og Skive bekræfter tendensen med stadig yngre stofmisbrugere over for avisen.