Gammelt nag blussede fredag aften op ved SuperBrugsen i Gedved i Østjylland.
To kvinder på 45 og 46 år er naboer på en vej tæt ved den lokale købmand, hvor de ansatte og handlende kunne overvære et bizart optrin, da kvinderne røg i totterne på hinanden.
JydskeVestkysten skriver, at der både blev uddelt knytnæveslag og lussinger ved 18-tiden, hvor naboerne gik i clinch med hinanden foran SuperBrugsen.
Vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at begge kvinder var taget ud for at handle ind, da de negative følelser blev forvandlet til slag med både flade og knyttede hænder.
Episoden endte dog ikke med sigtelser fra politiets side, men de sure naboer kan nu se frem til at modtage en bøde fra ordensmagten for at overtræde ordensbekendtgørelsen.