»I købte jer en bil, der var grimmere end en Berlingo.«
Allan Olsen er tilbage med sit ottende soloalbum, Multo Importante , og indledningsvist sætter han det i svingninger med en beskrivelse af den bløde, samtykkende og åreladede danske mand, der har glemt, hvordan man slår i bordet, slår sig løs, slår sig.
»Jeg er ret glad for det billede. For det er jo bare et grimt køretøj,« forklarer nordjyden med et smørret grin, der fylder i den brune buffetstue på Hotel Guldsmeden i Københavnstrup.
»For hvad er egentlig grimmere end en Berlingo. Der skal noget til,« fortsætter han.
Udenfor bruser Vesterbrogade og oser ind ad vinduerne. Allan Olsens cigaret sender lidt tilbage igen - man har vel lavet et legendarisk album med titlen ¿Sange For Rygere¿. På hotellet er der skrabet, grænsende til det lurvede og ufashionable. Men rart. Lige et sted for Allan Olsen, og han kvidrer med det kvindelige personale, som tydeligvis sætter pris på gæsten med solbrillerne i panden og en backpacker-perlekæde om halsen. Måske er han ikke helt som os andre stående svagpissere, der tilsyneladende vader i kompromisser til langt over tøflerne.
Anæmiske mænd
»Jeg kender en dame fra Afrika, som for nylig sagde til mig, at det var noget underligt noget med os danskere. At det virker som om, at kvinder er mænd, og mænd er kvinder. Og at vores børn er pisseforvirrede. Hvis guldaldermotivet var hjorten, der brølede ud over skovsøen, så skal man portrættere den danske mand anno 2007 som ham, der henter sine børn på perronen hver 14. dag og går i biffen og på McDonald s og skubber gyngen på legepladsen. En defensiv og anæmisk mand, som er presset på alle mulige måder af kvinder, som er lige så pressede. Vi lever i en meget presset kultur mellem kønnene og i arbejdslivet, og det, der er god latin i dag, det er forkert i morgen. Ikke mindst når det kommer til opdragelse og pædagogik. Det forandrer sig hele tiden. Det er ikke nogen lykkelig konstruktion,« påpeger Allan Olsen, der afviser at byde ind på, hvordan man så skal være mand og manøvrere anno 2007.
»Det aner jeg ikke. En fire minutters popsang er som et fotografi. Hvis man sidder over for en pressefotograf som Jan Grarup, der har taget billeder af krigszoner verden rundt, så vil man ikke afæske ham en gennemgang af, hvordan det skulle være i stedet for. Jeg undsiger mig ikke, at jeg ikke har nogen løsninger. Jeg elsker først og fremmest at skrive sætninger som den om Berlingoen.«
Margrethe på banen
Når nu mændene har tabt kampen om samtalekøkkenet og i stedet smadrer sammen i frustrerede molotov-cocktails af knippelsuppe og kasteskyts i københavnske brændpunkter, må andre tage over. Allan Olsen mener, at det burde være hende Margrethe nummer to inde fra Amalienborg. Noget, han synger om på nummeret Vor Dronning - en 25 år gammel sang, han har støvet af. Hendes majestæt - og ingen andre - kunne have stoppet gadekampene i begyndelsen af marts:
»Hun må se at komme på banen. Var hun kørt op foran hele lortet i Krone 1 og var stået ud i sin hermelin-pels og krævet ro, så tror jeg faktisk, at knipler og brosten var blevet sænket. Dronningen har en mytologisk magt, som rækker ud over den daglige palaver. Det kan man da bruge hende til. Vi lever i et eventyrland, som er grotesk.«
Selvfed og neurotisk
Et eventyrland, javel, men altså langtfra ét, hvor det hele går i den rigtige retning. Ifølge Allan Olsen. Det forvisser man sig flere gange om i løbet af Multo Importante . Ikke mindst i nummeret Roser Og Violer Blå , hvor regeringen - og dens parlamentariske grundlag, ikke mindst - betegnes som et tromlende førerhold med en lusket og fej spillestil.
»Det er en grænseneurotisk tid. Den herskende fløj er selvfed, magtfuld og arrogant. Jeg ser en ridefoged, som tryner en marginaliseret underklasse. Vi har et parti, der i et sundt demokrati ville befinde sig under spærregrænsen. Det mener jeg sgu,« siger Allan Olsen.
Troubadouren opfatter det ligefrem som sin pligt at kæfte op om sine politiske antipatier:
»Alt andet ville være uanstændigt. Hvis man påberåber sig folks penge og opmærksomhed, som jeg gør nu, er man nødt til at forholde sig til det. Ja, man kan dårligt gå på tv, selv i et haveprogram, og bære et eller andet armbind. Tiden kalder på stillingtagen.«