For snart tre uger siden blev en social- og sundhedsassistent overfaldet og forsøgt kvalt af en beboer på Bostedet Visborggaard ved Hadsund.
Siden har personalet frygtet, at manden ville vende tilbage til bostedet, når han blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling.
Men nu kan personalet ånde lettet op.
Skal mentalundersøges
Torsdag blev manden anholdt og sigtet for grov vold. Og fredag formiddag blev manden så varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Aalborg.
Manden er fængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling og skal gennemgå en mentalundersøgelse, oplyser Retten i Aalborg til Avisen.dk.
Den mandlige beboer er sigtet efter straffelovens §245 om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, som har en strafferamme på op til seks års fængsel.
Ville nedlægge arbejdet
Bostedet Visborggaard er et botilbud til mennesker med sindslidelse. Lørdag for knap tre uger siden var den 47-årige social- og sundhedsassistent Dorte Kathrin Pedersen på arbejde, da en af bostedets beboere, en psykisk syg mand med et stof- og alkoholmisbrug, pludselig gik amok.
Manden havde forinden forgæves forsøgt at blive akutindlagt på den psykiatriske afdeling, før han lørdag aften overfaldt Dorte Kathrin Pedersen og tog kvælertag på hende.
Med hjælp fra en overfaldsalarm og en tililende kollega lykkedes det dog for hende at slippe fri og overmande den mandlige beboer.
Efter overfaldet på Visborggaard har personalet truet med at nedlægge arbejdet, hvis den mandlige beboer vender tilbage til bostedet.
Flere sager
Sagen fra Nordjylland er den seneste af en række dramatiske overfald på ansatte på bosteder for psykisk syge.
I Roskilde blev en ansat på bostedet Lindegården i påsken stukket ihjel. I maj gik en beboer på det psykiatriske bosted Sundbygård i København til angreb på en ansat med en kniv - og der har været flere sager af samme type.